Kein Foto

Pia Serup

Pia er opvokset i en middelklassefamilie i Jylland. Hun fik sig en uddannelse og havde succes på datingmarkedet i sine unge år, men hun var ikke glad. Hendes selvværd var nærmest ikke-eksisterende, og hun var så frygtelig bange for at blive forladt og svigtet uden at hun forstod hvorfor. Heldigvis havde hun en stor viljestyrke som hjalp hende til at få det bedre med sig selv og til at få mere forståelse for hvad kærlighed var. Desværre var livet og døden lunefuld og gav hende nogle lusinger, som påvirkede hendes psykiske og fysiske helbred. Med udholdenhed og tålmodighed tog hun ansvaret for at overleve det svære og leve med et nyt liv med kompleks PTSD og hyperacusis.

Med sin bog sætter Pia fokus på nogle af de udfordringer som man kan møde som kvinde - blot fordi man er kvinde. Hun har kæmpet for at finde kærligheden, levet med narcissistiske chefer og frygtet at sygdom ville tage hende eller hendes børns liv. Med ærlighed og følelse fortæller hun om det liv som har været vanskeligere end de flestes, men aldrig har fået hende til at miste troen på at det var værd at kæmpe for.
Mit liv med kompleks PTSD

Mit liv med kompleks PTSD

”Jeg forstod ikke, hvad der skete med mig, og hvorfor jeg havde en masse uforståelige symptomer. Naivt konkluderede jeg, at jeg bare havde fået stress, og at jeg snart ville vende tilbage til mit gamle jeg, men hvordan kunne jeg det? Mine evner og min hverdag var vendt på hovedet, og jeg var bange for, at andre mennesker ville skade mig eller min familie.

Tør jeg elske dig?

Tør jeg elske dig?

"Du har aldrig haft det rigtig godt med dig selv?," kom det fra psykologen.Ordene låste op for et fængsel af smerte, som jeg gennem et langt liv havde pakket væk i mit bryst. "Nej. Det har jeg ikke."Jeg bristede i gråd. "Mit altoverskyggende problem er, at jeg er bange for, at der ikke er nogen, der rigtig kan lide mig.

Tør jeg elske dig?

Tør jeg elske dig?

"Du har aldrig haft det rigtig godt med dig selv?," kom det fra psykologen.Ordene låste op for et fængsel af smerte, som jeg gennem et langt liv havde pakket væk i mit bryst. "Nej. Det har jeg ikke."Jeg bristede i gråd. "Mit altoverskyggende problem er, at jeg er bange for, at der ikke er nogen, der rigtig kan lide mig.